Pressemeddelse: Mjød som aldrig før!

Pressemeddelse: Mjød som aldrig før!

Brygmester Annemarie Hartvig Jensen og økologisk æbleavler Kirsten Rohde Jensen ringer sommeren ind med ny nordisk mjød.  

Vi har kaldt den UNDERFUNDIG, for det er lige det, den er. Vores mjød, som vi 12. juni lancerer efter at have brygget på hemmeligheden i snart to år. Vores mjød, som vi har gæret, opelsket, fintunet og kælet for, så vi med sikkerhed kan love, at vi leverer en raffineret og overraskende drink.

Vi har haft en af Københavns bedste sommelier’er, Bo Bratlann fra Restaurant Amass, med i skabelsen, og når vi har valgt at hælde den på vinflasker, er det ikke nogen tilfældighed. For UNDERFUNDIG er en vinoplevelse. Akkurat som en god vin har den et væld af smagsnuancer.

Mjød er oprindelig gæret honning. Men vi har i vores nynordiske version tilsat økologisk æblemost og krydret den med humle, så den bliver mere perlende og frisk. Vi vil have folk til at servere mjød lige dér, hvor de ellers ville have serveret vin, champagne eller sauternes. Eller som en cocktail, peppet op med tonic.

Vores projekt  startede som en kollision mellem to passionerede producenter. Brygmesteren Annemarie Hartvig Jensen fra Frederiksberg og æble- og biavleren Kirsten Rohde Jensen fra Rytzebækgaard på Møn.

Egentlig mødtes vi til en snak om cider, men snart gik vi i gang med at udvikle mjød. Annemarie Hartvig Jensen var i mange år farmaceut på Novo, inden hun tog springet, blev brygmester og innovativ ambassadør for øl. Kirsten Rohde Jensen var juridisk chef i Nationalbanken, men kvittede det gode job for at blive æble- og biavler.

Hvis du vil vide mere om UNDERFUNDIG mjød, så ring til Kirsten Rohde på 

51 22 45 05 eller til Annemarie Hartvig Jensen på 41 40 72 42.

 

www.underfundig.dk

Tilbage til blog