Om os

Hvem er det…der vil have folk til at drikke mjød igen ? En kvinder, som har droppet en ellers pænt udlagt og speedy erhvervskarriere for at hellige sig passionen at brygge øl. 

Nu er jeg gået over til at lave mjød. Fordi jeg synes, at mjøden er uretfærdigt glemt. En underfundig, charmerende drik, som med et moderne touch kan serveres i stedet for både champagne og sauternes, som aperitif og cocktail.

Brygmester Annemarie Hartvig Jensen : Jeg er oprindelig uddannet farmaceut og arbejdede i 17 år på Novo Nordisk med at udvikle lægemidler. Havde det rigtig fint og var fagligt forkælet med gode projekter. Men så begyndte jeg at interessere mig for ølbrygning. Jeg blev fanget ind af hele processen.

Når jeg var på tur, skulle jeg altid lige et smut ind om egnens lokale mikrobryggeri, smage på mærkelige øl og snuse til gæringen. Og hjemme begyndte vi at have sjove mærker på køl.

I 2011 sagde jeg mit job op og startede på brygmesteruddannelsen på Københavns Universitet. Pludselig kunne jeg udleve min passion. Det var helt i orden – og ikke længere nørdet – når jeg brændende interesserede mig for forskellen på bitterhumle og aromahumle. 

Jeg begyndte at gære og mæske, jonglerede med malt og enzymer, og opdagede, at jeg har det allersjovest, når jeg får lov til at eksperimentere med nye øltyper. Jeg krydser hæmningsløst øl med lakrids og honning, stopper stjerneanis i vores hjemmebryg og har udviklet pilsner i champagneklassen. Jeg har arbejdet i Carlsbergs innovationsafdeling, hvor alle vilde indfald er velkomne, og har også arbejdet som brygmester på bryggeriet Skands, der uden diskussion er et af landets mest innovative og velfungerende mikrobryggerier.

I min fritid skabte jeg ØlKlubForKvinder. En klub, hvor kvinder sammen kan smage, opleve og forstå, hvor raffineret øl i virkeligheden er. At det er langt mere end en almindelig pilsner. En traditionsrig kulturbærer, som man kan forfine, forandre, modernisere og overraske med. Akkurat ligesom mjød.