Vores Mjød

Mjød ?!! Udbryder folk og ser ud som om, vi har foreslået dem noget virkelig suspekt.

Men ja, det er det, vi vil. Vi vil have folk til at drikke mjød. Til at servere mjød lige dér hvor de tidligere serverede vin, champagne eller sauternes. Vi vil have dem til at forstå, at den gamle nordiske drik - i vores version - er en yderst raffineret drik.

Vores projekt startede som en kollision mellem to passionerede producenter. Vi mødtes gennem fælles venner, som absolut mente, at vi burde lave en cider sammen. Brygmesteren Annemarie og æbleavleren Kirsten. Det var jo oplagt, sagde de.

Og det var det egentlig. Men efter vores første møde og en personlig energi, der bare klikkede, hed projektet mjød. For Kirsten er også biavler, og med mjøden kan vi kombinere honning, æbler og humle.

Mjød er gæret honning. Faktisk verdens ældste alkolholiske drik. Men vi har nedsat alkoholprocenten, tilsat æblemost og eksempelvis krydret den med humle, så den bliver til en perlende frisk og meget sofistikeret drink.

Underfundig har vi kaldt den, for den er virkelig underfundig i ordets allerbedste betydning : Underfuld og overraskende. Sød uden at være sød, fyldig uden at være tung.

Vores mjød er et ærligt produkt. Ren og bæredygtig. Æbler og honning kommer fra Møn blandt andet fra Kirstens gård, Rytzebækgaard. Æblerne er selvfølgelig økologiske.  Desværre er det endnu ikke muligt at skaffe økologisk dansk honning, og vi vil helst have det lokalt. 2017 var pga. vejret et meget svært både æble- og honningår. Defor har vi suppleret med æblemost fra den økologiske æbleplantage Hellas og indkøbt jysk honning.  Vi sikrer os, at der er ikke anvendt pesticider i biavlen.

Vi har haft en af Københavns bedste sommelier’er med indover, og når vi har valgt at hælde den på vinflasker, er det ikke nogen tilfældighed. For Underfundig er en vinoplevelse. Akkurat som en god vin har den et væld af smagsnuancer. Æbler, sommer, honning, rene kilder, humle, glæde og krydderier.

Den kan serveres både til kød og ost. Den er perfekt til dessert i stedet for Sauternes, og i nogle af vores varianter leger vi også med ingefær og porse, så den emmer af Norden.

Underfundig har simpelthen så mange facetter, og det er noget af det, som vi selv synes er sjovest og mest charmerende ved vores produkt.  At man kan nyde mjøden ren og iskold, eller man kan mikse den, peppe den op, lave cocktails og aperitiffer. Prøv den fx med et tvist af tonic, og du har en nynordisk champagneoplevelse.

Så nej, ikke suspekt. Men Underfuld.

 

Bestil Mjød